ET EKSEMPEL FRA HVERDAGENS PRAKSIS: Om at træde ud af egen stolthed og forfængelighed for at kunne mødes med et afmægtigt barn.
Dette er fjerde indlæg i en serie, hvor vi sætter spot på relationskompetencens essens med eksempler fra hverdagens praksis.
Teddy havde skiftet skole i 5. klasse, da han var blevet mobbet voldsomt på den tidligere skole. Hans start i den nye klasse gik ikke stille for sig. Første dag underholdt han lystigt med høje pruttelyde frembragt af hånd i armhule. En elev i klassen ville hjælpe Teddy og sagde forsigtigt; ”Hvis jeg var dig ville jeg lade være, hun (læreren/læs: undertegnede) kan blive skidesur.” Det gjorde ikke særligt indtryk på Teddy, måske hørte han det slet ikke, for han pruttede lystigt videre.
Teddy anstrengte sig for at blive en del af børneflokken. Han var ihærdig i sin opsøgen af nye kammerater. Han pjattede, legede og var særdeles underholdende. Armhuleprutterne var bare et af mange festlige indslag. Børnene syntes Teddy var sjov. Teddy blev opmuntret af, at de andre fandt ham morsom. Han legede glad med i vilde lege og gerne med sværd og andre ”våben”. Drengegruppen havde fået et nyt medlem, som driftigt deltog i leg og samvær.
Til tider blev pruttelydene dog lidt for vedvarende. Det blev de insisterende klovnerier også. Teddy havde svært ved at forstå og acceptere en afvisning – han ville jo bare være med. Smilene blev ”krumme” og børnegruppen blev ikke ved med at finde det sjovt. Det var svært for Teddy at forstå. Han forsøgte sig med mere af det gode. Mere pjat, flere pruttelyde, mere falden på halen, men det var som om de andre ikke helt kunne grine af det længere. Teddy var på den. Han kendte ikke andre strategier til kontakt.
Noget må gøres…..men hvad?
Efterhånden blev Teddy afvist mere og mere af de andre børn. Først nænsomt siden korporligt. Det udartede sig over tid til konflikter og konfrontationer, der pressede de involverede børn mere og mere. Læreren, hende der kunne blive skidesur, kom mere og mere på den. Alt var forsøgt. Mægling, gruppesamtaler, forældreinddragelse. Lige meget hjalp det. Forældre klagede; ”Teddy er voldelig” og læreren kom til at føle sig mere og mere magtesløs. Nogen må gøre noget, tænkte hun, og det bliver vist mig. Og JEG ved ikke hvad!
Men inden ”noget blev gjort” opstod en konflikt i børnegruppen – så stor, så børnene i bogstavelig forstand sprøjtede rundt efter Teddy, med kæppe og vrede råb. Nogen måtte gøre noget – og når nu de voksne ikke anede levende råd, så tog børnene sagen i egen hånd, det bedste de formåede. For nu måtte det stoppe med de konstante pruttelyde, med den insisterende søgen kontakt…
Den magtesløse lærer sprøjtede med rundt. Teddy var forsvundet. Han blev fundet af læreren i en krog bag en busk. Skrigende, savlende ulykkelig og vred. Han råbte desperat ”Din store fede narkoluder” til hende. Mens spyttet sprøjtede om munden på ham. Og hun satte sig ned i nærheden af busken og Teddy – men dog på afstand og sagde stille: ”Hold da op, hvor har det her været slemt for dig. ” Teddy spruttede videre og tørrede snot af i ærmet og gentog, at hun var en stor fed narkoluder og lidt til. ”Jeg kan se, du er både vred og ked af det på samme tid, det har været rigtig slemt for dig. Så væmmeligt, at du har været nødt til at gemme dig.”
“Jeg ved slet ikke, hvordan jeg kan hjælpe dig, så nu sidder jeg bare her lidt i nærheden af dig.”
Langsomt blev skrig og sprutten til en ulykkelig lille drengs gråd. Langsomt kunne læreren rykke tættere på. Nogle gange måtte hun rykke lidt væk igen, og så lidt tættere på igen. Til sidst sad Teddy som en lillebitte hjælpeløs dreng på skødet af læreren og græd og blev vugget.
At blive mødt og set
Der var meget at samle op på bagefter. En opkørt bange og magtesløs børnegruppe. En stresset og rystet Teddy. Kollegaer, der blev optaget af, at ”sådan skulle børn ikke tale til voksne – det skal man ikke finde sig i.” Men det var ikke essensen. Hvis ”sprogbrug” havde været essensen – ville konflikten være fortsat. Så ville afmægtigheden være blevet fodret. Men det var ikke vigtigt, hvad der var blevet sagt i kampens hede, i frustration og afmagt.
Essensen var kontakten og mødet. Essensen var, at dét, der virkede, var at blive set midt i vreden, frustrationen og afmagten.
Den voksne må træde ud af egen stolthed og forfængelighed for at kunne mødes med et afmægtigt barn. Ingen af os er særligt velartikulerede, når vi er afmægtige og desperate. Vi må se essensen. Udsagnet ”Din store fede narkoluder” ramte ikke. Og det gjorde det selvsagt nemmere for den voksne. Særligt delen om at være en narkoluder ramte ikke – det var for langt fra virkeligheden. Det med at være stor og fed kunne måske godt sætte en lille kile ind hos den forfængelige lærer, men igen, det er et udtryk for om den voksne føler sig ramt.
At skille skæg fra snot – reaktion fra relation – så det bliver muligt at se det, der ligger imellem – nemlig mødet og kontakten. Dét er essensen! Og mellem Teddy og børnegruppen: ”Hvor var I alle på den her, så vrede og kede af det. Så bange. Så irriterede.” I stedet for: ”Nu må vi se at lave nogle regler, der kan forhindre konflikter, nu må vi have en liste med gode tilladte ord ” – Næhh… ”Nu må vi da virkelig alle sammen og særligt mig/læreren være omhyggelig med at øve os i at håndtere konflikter, vrede, frustration, irritation på andre måder. Og lige nu har jeg/læreren ikke en klar ide om, hvad den gode måde er – kunne vi sammen prøve at komme frem til noget?”
Vi, fagpersoner, er ikke nødvendigvis gode/dygtige/kompetente, når vi er ”kataloger med håndterings-værktøjer”, vi er bedre når vi skaber platform for udvikling – sammen med børnene. Når vi møder børnene med, at det her er virkelig svært – og løsningen ligger ikke lige for, men vi kan sammen lede efter den med mig/den voksne som ansvarlig leder. Ikke en alvidende leder men en guidende leder.
Vi bliver som voksne kompetente når vi tager ansvar for relationen og vores egen, til tider, hjælpeløshed og tvivl, Også når vi ikke kender den sande gode løsning. Vi opnår autoritet gennem transparens og ligeværd.