En præcisering af forskellen på det eksistentielle ansvar og det sociale ansvar. Når jeg skelner mellem ansvar, handler det netop om at skelne mellem det, der har med den enkeltes ansvarstagen for eget liv at gøre og det der har med ansvaret for, hvordan vi indgår i relationelle sammenhænge i forhold til omverdenen, samfundet, familien.
”Jeg lærer det du gør, ikke det du siger du gør”
Som både forældre, samfund og skole har vi nogle bevidste eksplicitte værdier og nogle mere subtile og ikke synlige værdier, som vi forsøger at ”opdrage” børn til. Den måde vi, og her taler jeg om et relationelt plan, lærer og præger børn på, er funderet i det, vi selv har lært og er blevet præget af. Det – og her er min pointe, er ikke opdragelsen; den eksplicitte værdi, livsindstilling, holdning indstilling etc. vi ønsker at give til vores børn – som vores børn lærer! Nej, det er tværtimod måden vi er på, når vi er i gang med vores voksenprojekt – at socialisere barnet. Det er helt afgørende, at det ikke er det vi ønsker, at børn skal have af værdier og kunne af discipliner, som de lærer. De lærer derimod noget om, hvordan deres voksne, forældre, lærere, pædagoger forvalter sig selv og eget liv. Det er den reelle læring!
Derfor handler det ikke om ansvar forstået som, at barnet selv må LÆRE at tage ansvar for konsekvenserne af sine handlinger. Men ofte er vores kommunikation så fyldt med modsatrettede budskaber, som gør det vældig svært at agere i for et barn. Og summen af både tydeligt rettede budskaber og modsatrettede budskaber er lig med den læring barnet får om at mestre det eksistentielle ansvar – ansvaret for eget liv.
Skolen er en socialiseringsmaskine, på godt og ondt
Den er en gigantisk legeplads for indtryk og aftryk. Skolens voksne er, som alle andre voksne, præget af den måde værdier, livsindstillinger og holdninger, de selv er blevet videregivet– eller i en mere præcis formulering: den måde de er blevet mødt på. Når nu det er måden, det handler om og ikke den faktuelle værdi/opdragelsen, eksempelvis en værdi om at behandle hinanden med respekt og ligeværdighed, så er det helt afgørende, hvordan voksne efterlever eller ikke efterlever værdien på. Hvis vi siger, vi vil give vores børn, det der står i Folkeskolens formålsparagraf, så må det leves, af de voksne omkring barnet.
Dannelsesprocessen er en fin størrelse som tit forveksles med opdragelse. Dannelsesprocessen er den subtile til tider usynlige proces, hvorigennem barnet oplever og lærer sig livet. Med den voksne som forbillede på godt og ondt. Så ja, hvor har vi voksne et kæmpe ansvar. Men det afgørende er, den voksens forvaltning af det personlige eksistentielle ansvar – for det er det barnet lærer af. Det betyder, at skolens folk står med opgave og et enormt og opgave for måden de og systemet forvalter og lever deres værdier og livsindstilliger på. Det handler ikke kun om faglighed men om personlighed og fagpersonlighed –om integritet. Det betyder også, at det bliver så afgørende vigtigt at beskæftige sig med og turde beskæftige sig med måden, vi er på sammen med børnene og hinanden. Også som professionelle pædagoger og lærere. For det er det levede liv og samværet og relationen med hinanden, der sætter det virkelige aftryk i barnet.