Relations-kompetence og anerkendelse, er inden for pædagogiske fagområder og inden for ledelse, blevet et helt centralt og nærmest mode-begreb.
Relations-kompetence skal vi have og kunne for at begå os som fagpersoner, forældre og i det hele taget i samværet med hinanden. Det sælges nu i metermål og forskellige glitter-indpakninger til såvel ledere som fagpersoner inden for sundhedssystemet, institutioner og skoler. Og i selvhjælpsbøger til forældre.
Og godt er det… at være bevidst om relationernes betydning. Der er brug for mennesker, som kan og tør gå i lag med hinanden med det besværlige, ustyrlige og fantastiske det er at være sammen. Men, når det er sagt… Når der går mode i noget og det udmåles som en ”kompetence” og kvalifikation - og her en professionel en af slagsen - er der grund til at spidse ørerne. Lige så snart vi skal kunne noget og være dygtige til det, er det med den indbyggede risiko, at vi bliver for professionelle og for lidt relations-kompetente. Med andre ord, at det kommer til at gælde om ”Hvem der er bedst / dygtigst til relations-kompetence og anerkendelse.”
Der er nemlig en væsentlig forskel på at være relationskompetent og på at fremstå relationskompetent. Det første handler om vores evne til at være i kontakt med et andet menneske. Det andet kan komme til at handle om at vise, at vi mestrer de rigtige metoder, formuleringer og måder at være på. Og når bestræbelsen på at fremstå kompetent kommer til at fylde mere end selve kontakten, risikerer vi at miste netop det, vi forsøger at udvikle.
I pædagogisk arbejde er netop relations-kompetence en kerne-kompetence og en kerne-ydelse. Samtidig er relations-kompetence knyttet til det enkelte menneskes personlige egenskaber. Dermed bliver den professionelle kernekompetence/ydelse af en yderst personlig karakter.
Som fagperson kræver det jordforbindelse og forbindelse indadtil, til eget værd og selvfølelse. Som fagperson bliver man af arbejdsplads, kolleger, ledelse, samarbejdspartnere, kunder vurderet på ens kompetencer og på sin faglighed.
Som professionel relations-arbejder vurderes man i høj grad på kernefagligheden, nemlig ens relations-kompetence. Det gør pædagogisk og relationelt arbejde til et arbejde, hvor grundlaget for ens faglighed er meget knyttet til ens person og personlighed. Det stiller STORE krav.
Konkurrence og suppe
”Udførelsen” af relations-kompetence kan tage karakter af relations-konkurrence. Ikke bare inden for den pædagogiske verden, men også som en skygge i forældreskabet.
Relations-konkurrence / anerkendelsessuppe er, når vi i familien (forældre) har lært os forældre-selvhjælps-terminologiens kerneudtryk som; ”Jeg ser, du gynger” og ikke roser med; ”Hvor er det flot du gynger.” Der er intet i vejen med at sige: ”Jeg ser du gynger”, det er fint og der er en absolut vigtig pointe i at se sit barn, frem for at vurdere. Det er vigtigt, fordi den fundamentale forskel på anerkendelse og ros er henholdsvis forskellen på at blive set, accepteret og anerkendt for den du er, bare fordi du er den du er – modsat ros- hvor det er i kraft at noget, du præsterer. Den læresætning har vundet indpas både i familier og institutioner. Og det bifalder jeg på alle måder.
Og så alligevel. For ser du… faktisk? ”Jeg ser, du gynger”, kan være så smækfyldt af manglende kontakt. Og så smækfyldt af tillærte korrekte fraser. Når selvhjælps-terminologien bliver en måde at positionere sig på som forælder, eller som fagperson i samværet med mennesker man arbejder med.
Det er vigtigt, at se barnet og anerkende barnet, at lægge mærke til og virkelig lægge mærke til; ”Hvor fedt det er, at du gynger lige nu” – i det sekund. ”Jeg ser dig, min skat – du nyder det og får vind i håret! Skønt!” Intet i vejen med at sige sådan, når den voksne vel at mærke ser og mærker og er i kontakt med barnet om oplevelsen; gyngen, suset i maven, vinden i håret! Det er super! Der skal være resonans.
Hvad er så problemet!
Problemet opstår, når vi som forældre, og som professionelle relations-kompetente mennesker, gør det i en tillært skabelon. En tagen forældre-”rollen” på sig eller den fagprofessionelle-”rolle” på sig. Med rolle forstås her; noget vi spiller eller leger, mere end vi egentlig mærker/ er/ lever den.
Relations-kompetence handler om det, der sker imellem os mennesker, om kontakten og dermed også når der mangler kontakt. Det kan ikke kageforms-udstikkes i velorganiserede og spelt-rigtige samværsøvelser og sætninger som; ”Jeg ser, du gynger”, som kan have til formål at iscenesætte den voksnes projekt og den voksnes behov for anerkendelse og for at blive set. Set som enten dygtig/kompetent/perfekt forælder eller fagperson.
Det paradoksale er, at vi i bestræbelsen på at gøre det rigtige kan komme til at stå i vejen for det, der faktisk sker mellem os. Vi bliver optagede af vores egen måde at være på, frem for at være nysgerrige på den anden og på kontakten imellem os.
Fagpersonens udfordring
Når personalegrupper skal arbejde med og udvikle på relations-kompetence handler det om, at arbejde med det, der volder besvær for én i relationen. Vi indeholder alle mulige følelser gode, onde, grimme, skønne. Vi fremstår dagligt kluntede, inkompetente og famlende i relationer. Des mere på spil, des større usikkerhed, vrede, rådvildhed, tvivl, des mere famlende. Det kompetente består i NETOP at være i relationer, også når det ikke er så ”kompetent”.
Det er måske netop her, den professionelle relationskompetence for alvor kommer på prøve. Ikke når kontakten er let, og vi ved, hvad vi skal sige og gøre, men når vi bliver usikre, irriterede, afmægtige eller i tvivl om os selv. At være relationskompetent er ikke at være fri for disse reaktioner, men at kunne få øje på dem, tage ansvar for dem og fortsat forsøge at være i kontakt med den anden. Også når vi selv kommer til kort.
Min pointe er; når vi udvikler og uddanner til professionel relations-kompetence, skal vi have et skarpt blik for, at det ikke bliver til relations-konkurrence, hvor det gælder om, hvem der er dygtigst. For da bliver relations-kompetence til relations-konkurrence. Og det ville være ærgerligt – for det er så vigtigt for vores måde at være sammen med hinanden på. Personligt og i faglige sammenhænge.
