– om tavshed, omsorg og modet til at tale sammen
Hvordan hjælper vi vores børn med at leve med livets usikkerhed, særligt når en forælder har en kronisk sygdom?
Af Lise Kramer Schmidt, par-, familie- og psykoterapeut MPF
Oktober 2026
Bekymring er en del af livet
Vi bekymrer os for dem, vi holder af. Det gør børn også.
Børn kan bekymre sig om mange ting. Om mor eller far bliver vrede, om de selv er gode nok, om nogen bliver syge, eller om noget alvorligt kan ske med dem, de elsker. Bekymringer er ikke i sig selv et tegn på, at noget er galt. De er også et udtryk for, at vi er knyttet til hinanden, forbundet og at andre mennesker betyder noget for os.
Et grundlæggende vilkår ved at være menneske er, at vi ikke ved, hvad fremtiden bringer. Vi kan planlægge, håbe og forsøge at skabe tryghed og forudsigelighed, men vi kan aldrig vide med sikkerhed, hvordan livet udvikler sig. Det gælder alle familier. Også dem, hvor ingen er syge.
Når en forælder lever med en kronisk sygdom, bliver dette livsvilkår imidlertid mere synligt. Usikkerheden er ikke længere kun en abstrakt mulighed. Den har fået et navn og er blevet en del af familiens hverdag. Hvordan udvikler sygdommen sig? Bliver mor eller far mere syg? Hvad betyder det for vores familie? Kan vi stadig gøre de ting, vi plejer?
Det er spørgsmål, som både børn og voksne kan bære på, og som der ikke altid findes klare svar på.
Vi står dermed med et paradoks:
Vi ønsker at skabe tryghed for vores børn i et liv,
som grundlæggende er uforudsigeligt.
Måske er opgaven derfor ikke at fjerne usikkerheden, men at hjælpe børnene med at erfare, at vi godt kan leve med den.
Når vi forsøger at beskytte hinanden
Som forældre ønsker vi at beskytte vores børn mod det, der gør ondt. Det er en naturlig del af vores omsorg. Når vi selv er bekymrede eller kede af det, kan vi derfor komme til at holde vores tanker og følelser tilbage. Vi vil ikke gøre børnene urolige. Vi vil gerne bevare deres ubekymrede barndom.
Nogle gange vælger vi tavsheden. Andre gange kommer vi til at strø sukker på og fortælle, at det hele nok skal gå, at der ikke er noget at være bekymret for, eller at alt bliver, som det plejer. Begge dele udspringer ofte af et kærligt ønske om at beskytte. Men børn lever ikke kun med det, vi fortæller dem. De lever også med det, de mærker. De ser, når mor er mere træt end tidligere. De registrerer, når far er bekymret, eller når stemningen i hjemmet ændrer sig. De hører måske samtaler, der stopper, når de kommer ind i rummet. Og når det, de mærker, ikke bliver talt om, må de selv forsøge at forstå, hvad der foregår. Her kan tavsheden komme til at fylde mere end ordene.
Et barn kan eksempelvis opleve, at mor ofte er træt og må hvile sig. Hvis ingen fortæller, hvorfor hun er træt, kan barnet begynde at danne sine egne forklaringer. Måske tænker barnet, at mor er ked af det, at hun er alvorligt syg, eller at barnet selv har gjort noget forkert.
Det betyder ikke, at børn altid går rundt med store bekymringer. Men det betyder, at vi skal være opmærksomme på, hvad de selv forsøger at skabe mening i.
Når tavsheden bliver noget, vi er fælles om – uden at vide det
Der kan opstå en særlig dynamik mellem børn og forældre, når begge forsøger at beskytte hinanden. Forælderen undlader at fortælle om sine bekymringer for ikke at belaste barnet. Barnet mærker, at noget er svært, men undlader måske at spørge, fordi det ikke vil gøre mor eller far mere ked af det. På den måde kan begge komme til at stå alene med noget, der faktisk vedrører dem begge.
Det er et af de relationelle paradokser, vi kan møde i familier, hvor sygdom fylder:
Jo mere vi forsøger at skåne hinanden for bekymringerne,
desto vanskeligere kan det blive at være sammen om dem.
Det er ikke nødvendigvis sygdommen alene, der skaber afstanden mellem familiemedlemmerne. Det kan også være den måde, de kommer til at forholde sig til sygdommen på. Tavshed kan blive et fælles mønster, hvor alle forsøger at tage hensyn, men hvor ingen helt ved, hvad de andre tænker og føler.
Det modsatte er heller ikke hjælpsomt. Hvis forælderen deler alle sine bekymringer, sin frygt og sine forestillinger om fremtiden med barnet, kan barnet blive overvældet og komme til at føle et ansvar for den voksnes følelsesmæssige tilstand. Der er derfor en vigtig forskel på at invitere barnet ind i en samtale om det, der er svært, og på at gøre barnet til fortrolig med den voksnes bekymringer.
Barnet har brug for at blive inddraget i det liv, familien lever
– men ikke for at bære den voksnes ansvar.
At kunne være sammen om det, vi ikke ved
Når vi taler med børn om sygdom og bekymringer, kan vi let komme til at tro, at vi skal have de rigtige svar. Men hvad stiller vi op, når vi faktisk ikke kender svarene?
Vi ved måske ikke, hvordan sygdommen udvikler sig. Vi kan ikke love, at der aldrig kommer svære perioder. Og vi kan ikke garantere, at barnet aldrig vil blive ked af det eller bange. Vi kan derimod være ærlige om det, vi ved, og det, vi endnu ikke ved.
Vi kan eksempelvis sige:
"Jeg ved godt, at du har lagt mærke til, at jeg nogle gange er meget træt. Det hænger sammen med min sygdom. Jeg får hjælp, og der er voksne, som hjælper mig med at passe på mig selv. Jeg ved ikke præcis, hvordan sygdommen bliver i fremtiden, men du må altid spørge mig, hvis der er noget, du tænker på."
På den måde får barnet både information og en erfaring med, at det er muligt at tale om det, der er usikkert. Det er ikke det samme som at fjerne bekymringen. Men bekymringen behøver ikke længere at være noget, barnet står alene med.
En vigtig del af forældreskabet er netop at kunne rumme barnets følelser uden straks at forsøge at ændre dem.
Hvis barnet siger: "Jeg er bange for, at du bliver mere syg", kan det være fristende hurtigt at svare: "Det skal du ikke være bange for."
Men måske har barnet først og fremmest brug for at høre:
"Det kan jeg godt forstå, du tænker på. Hvad er det særligt, du bliver bange for?"
Her bliver barnets bekymring mødt og taget alvorligt, uden at forælderen behøver at bekræfte barnets frygt eller love noget, som ingen kan vide.
Tillid er ikke det samme som sikkerhed
Vi taler ofte om, at børn skal føle sig trygge. Men tryghed er ikke nødvendigvis det samme som at være fri for bekymringer.
Tryghed kan også handle om at vide, at der er nogen at gå til, når livet bliver svært. At der findes voksne, som kan lytte, tage ansvar og hjælpe barnet med at forstå det, der sker. Det er derfor muligt at skabe tryghed, selvom fremtiden er usikker. Og måske er det netop en af de vigtigste erfaringer, vi kan give vores børn: At man godt kan være bekymret og samtidig have tillid til livet.
Den tillid er ikke en garanti for, at alt går godt. Den handler snarere om en grundlæggende erfaring med, at vanskeligheder kan mødes, at hjælp kan findes, og at man ikke behøver at stå alene med det, der er svært.
Det er også vigtigt at huske, at børn har brug for at være børn. Sygdom må gerne have en plads i familien, men den behøver ikke at fylde det hele. Der skal fortsat være plads til leg, konflikter, venner, glæde, irritation, almindelige hverdage og alt det andet, som familielivet består af.
Et barn kan være bekymret for sin mor om morgenen og fuldstændig optaget af en fodboldkamp om eftermiddagen. Det ene udelukker ikke det andet. Vi skal opmærksomme på ikke at gøre enhver reaktion hos barnet til et udtryk for bekymring over sygdommen.
Børn er hele mennesker, som lever deres egne liv, også når sygdom er en del af familiens liv.
Vi skal ikke fjerne bekymringen – men give den plads
At være forælder indebærer en vedvarende bevægelse mellem at beskytte og at give plads.
Vi skal beskytte vores børn mod det, de ikke har forudsætninger for at bære, men vi skal ikke nødvendigvis beskytte dem mod at mærke, at livet indimellem er svært.
Bekymring er ikke farlig i sig selv.
Det afgørende er blandt andet, hvor alene barnet bliver med den, og om der er voksne,
som kan hjælpe med at forstå og håndtere det, der bekymrer.
Når en forælder har en kronisk sygdom, kan der være brug for særlig opmærksomhed på netop dette. Sygdommen kan skabe reel usikkerhed, og barnets spørgsmål kan være både relevante og vanskelige at besvare. Men vi behøver ikke vente, til vi har svar på det hele, før vi begynder at tale sammen. Vi kan være sammen om det, vi ved, det, vi håber på, og det, vi endnu ikke kender. Det er måske her, vi finder en anden forståelse af vores opgave som forældre. Ikke at give vores børn et liv uden bekymringer, men at hjælpe dem med at udvikle tillid til, at bekymringer kan deles, og at livet kan leves, også når vi ikke ved, hvad morgendagen bringer.
Tre råd til forældre – når børn bekymrer sig
1. Sæt ord på det, barnet allerede mærker
Vent ikke nødvendigvis på, at barnet selv spørger. Tag udgangspunkt i noget konkret fra hverdagen.
"Du har måske lagt mærke til, at jeg er mere træt for tiden. Det skyldes min sygdom. Jeg har selv lagt mærke til det og tænker, at du nogle gange undrer dig over det?"
Fortæl enkelt og ærligt, og tilpas informationen til barnets alder og behov. Det er ikke nødvendigt at fortælle alt på én gang. Kom med udsagn frem for spørgsmål, det sætter barnet mere fri.
2. Lyt til bekymringen, før du forsøger at berolige
Når barnet giver udtryk for bekymring, så vær nysgerrig på, hvad bekymringen handler om.
"Hvad er det, du tænker, der kan ske?"
"Er der noget særligt, du er bange for?"
Undgå at afvise bekymringen med hurtige forsikringer. Barnet har brug for at opleve, at dets tanker og følelser kan rummes, også når de er svære.
3. Vær tydelig om, hvem der har ansvaret
Lad barnet vide, at det er de voksne, der har ansvaret for sygdommen, hjælpen og de beslutninger, der skal træffes.
"Det er ikke dit ansvar at passe på min sygdom. Det er der voksne, der hjælper mig med. Du må gerne være bekymret, og du må altid tale med mig eller en anden voksen om det."
Sørg også for, at barnet har andre trygge voksne at gå til. Og husk, at du som forælder selv har brug for nogen at dele dine bekymringer med.
Vi kan ikke love vores børn et liv uden usikkerhed.
Men vi kan vise dem, at de ikke behøver at stå alene med den.