Det sidste du skal se i øjnene inden du sover er din partner IKKE din telefon
5 råd om mobiltelefonbrug i parforholdet
👇🏻
⏰ Køb et vækkeur
📵 Lav aftaler om mobilbrug
😌 Hold mini-detox
▶️ Færre apps
📥 Lav en mobil-kasse
I min parterapeutiske praksis ser jeg oftere og oftere par som bøvler med manglende kontakt og nærhed til hinanden. Telefonen nævnes igen og igen som en dræber for kontakten.
Vi har brug for i vores parforhold at mærke hinanden og mærke at vi er villet og valgt til af den anden. Vi har brug for at blive set af hinanden og føle os betydningsfulde og hvis kontakten og nærværet konstant forstyrres af “telefonforlængelse af armen” sker der det triste, at vi kommer til at føle os ignoreret og tilsidesat.
Vi bliver til i relationer – og vel at mærke MENNESKELIGE relationer. Det er selve nerven i livet. Der bekræftes vi, anerkendes og får værdi som menneske.
Så ud af soveværelset med telefonen og ind med kontakten.
Fra vi er spæde, ja selv når vi ligger i vores mors mave, sanser mennesket sin omverden. Vores nervesystem er så uendeligt fintunet. Stemninger imellem mennesker, følelser af at høre til og ikke høre til har så stor betydning for os i parforholdet.
Vores sanseapperat er tunet ind på at registrere, forstå og afkode omgivelserne, og vi gør det hele tiden. Derfor er et fænomen som “phubbing” supervigtigt at forholde sig til i vores parforhold. Tal om hvordan og om telefonforbruget er i jeres parforhold og i familien. Hvornår har jeg sidst kigget min partner i øjnene? Hvad var det sidste jeg havde i hånden, inden jeg faldt i søvn i går – min kæreste eller telefonen? Og ikke mindst; Hvordan føles det egentlig, når min partner sidder med øjnene dybt begravet i telefonen, altid har den på sig, og hurtigt tager den frem, ved den mindste lejlighed.
Mobiltelefonen dræber parforhold, hvis vi ikke igen og igen tager bevidste tilvalg og fravalg om, hvad og hvem vi har øjnene begravet i.
Par i parterapi hos mig taler i særlig grad om mistet kontakt og nærvær og følelsen af at være alene sammen. De nævner telefonen som en vigtig ingrediens. En af løsningerne er, ganske enkelt, at lægge telefonen væk og komme hinanden ved.
Par fortæller også om, hvor vanskeligt det er at gøre, og hvor meget telefonen trækker. Derfor; tag en telefon-mini-detox. Ofte fortæller par mig efter at have prøvet det, hvor meget det kommer bag på dem, at telefonen trækker deres opmærksomhed.
Overflødighedshornet af stimuli fra en telefon er uendeligt. Du kan blende mellem spil, nyheder, porno, sociale medier og datingsites i en lind strøm. Uden at skulle give tilbage. Telefonen tilbyder den dovne en nem vej til tilfredsstillelse. Så hvorfor vælge at yde noget i forholdet til partneren. Konsekvensen er, at vi bliver dovne og irritable i vores parforhold og vænner os til at ”det skal komme let og hurtigt”.
Løsningen er, at vi tager bevidste valg om brug og ikke brug af telefonen. Hvor, hvornår, hvordan, hvor meget og med hvem skal den bruges. OG stil dig og din partner spørgsmålet: Hvornår bidrog vores telefoner sidst til, at vi følte os kærligt forbundet med hinanden? Ud over, selvfølgelig, et gammeldags telefon- eller Facetime-opkald.
Den er kommet for at blive ”armforlængeren” og den har masser af fikse gode og praktiske anvendelsesmuligheder. Jeg ville bestemt ikke undvære min egen. OG vi skylder os selv, vores parforhold og ikke mindst vores børn, at vi tager aktivt og bevidst stilling til i, hvilket omfang den må have lov til at fylde i vores liv.
Se artikel på Politiken.dk:
Se videoklip på TV2.dk: