Uretfærdighed er et grundvilkår i verden. Den findes mellem mennesker, i samfund og – uundgåeligt – i familier. Børn møder den tidligt. Søskende får ikke det samme. Tiden fordeles skævt, opmærksomhed glipper. Regler rammer forskelligt. Og det kan gør ondt.
Som voksne får vi ofte et stærkt ønske om at rette op og skabe balance. Vi kan få lyst til at forklare, hvorfor noget egentlig var rimeligt. At give det samme tilbage, veje, måle og udligne. Vi forsøger at være retfærdige.
I forsøget på at gøre retfærdighed risikerer vi at miste kontakten med det, der faktisk er på spil: følelsen af uretfærdighed.
For uretfærdighed er ikke et regnestykke, det er en oplevelse, en følelse i kroppen. Det er en erfaring af at stå alene med noget, der gør ondt. Når et barn siger: “Det er ikke fair”, siger barnet ofte i virkeligheden: “Det her føles forkert for mig, og jeg har brug for dig.”
Forestil dig to søskende ved aftensmaden. Den ene får lov til at blive oppe lidt længere, fordi dagen har været svær. Den anden protesterer: “Det er uretfærdigt!” Som forælder kan man hurtigt svare: “Du fik det samme i går” eller “Der er en grund, og den er rimelig.” Ordene kan være sande – men barnet står stadig alene med følelsen. En følelse der, når den mødes med ”Du kan da godt forstå-svar”, ikke er blevet mødt. Og det er netop dét følelser længes efter – at blive mødt. Lige det ”sweet spot”, hvor nogen og her den voksne, ser barnet med dets følelse, uden at ville have barnet til at forstå, indse, acceptere det rimelige i det, der for barnet føles uretfærdigt, men netop at blive set i at det FØLES uretfærdigt og det, lige i det øjeblik for barnet, føles ubærligt og – uretfærdigt.
Et andet svar kunne være at sætte sig lidt tættere på og sige: “Ja, det føles virkelig uretfærdigt for dig lige nu. Du ville også ønske, at du fik det samme.” Ikke for at ændre beslutningen, men for at møde oplevelsen. Her bliver barnet ikke rettet – men set.
Børn har ikke først og fremmest brug for, at verden bliver retfærdig. De har brug for voksne, der kan være sammen med dem, når den ikke er det.
At være sammen med et barn om følelsen af uretfærdighed betyder ikke, at vi accepterer alt eller opgiver vores ansvar. Det betyder, at vi tør blive i følelsen sammen med barnet. At vi kan sige: “Jeg kan godt høre, at det føles uretfærdigt.” Og blive der. Uden straks at forklare. Uden at forsvare os. Uden at fikse.
Når et barn mødes i sin oplevelse, lærer det noget dybere end retfærdighed: at følelser kan bæres i relationen. At man ikke er alene, når noget er svært. At følelsen af uretfærdighed er helt ok at have/føle. At verden godt kan være uretfærdig – og at man stadig kan være forbundet.
Retfærdighed kan vi sjældent garantere. Nærvær kan vi øve os på. Og ofte er det netop det, der gør den største forskel.