Relations-kompetence og anerkendelse, er inden for pædagogiske fagområder og inden for ledelse, blevet et helt centralt og nærmest mode-begreb.
Relations-kompetence skal vi have og kunne for at begå os som fagpersoner, forældre og i det hele taget i samværet med hinanden. Det sælges nu i metermål og forskellige glitter-indpakninger til såvel ledere som fagpersoner inden for sundhedssystemet, institutioner og skoler. Og i selvhjælpsbøger til forældre.
Og godt er det… at være bevidst om relationernes betydning. Der er brug for mennesker, som kan og tør gå i lag med hinanden med det besværlige, ustyrlige og fantastiske det er at være sammen. Men, når det er sagt… Når der går mode i noget og det udmåles som en ”kompetence” og kvalifikation – og her en professionel en af slagsen – er der grund til at spidse ørerne. Lige så snart vi skal kunne noget og være dygtige til det, er det med den indbyggede risiko, at vi bliver for professionelle og for lidt relations-kompetente. Med andre ord, at det kommer til at gælde om ”Hvem der er bedst / dygtigst til relations-kompetence og anerkendelse.”
I pædagogisk arbejde er netop relations-kompetence en kerne-kompetence og en kerne-ydelse. Samtidig er relations-kompetence knyttet til det enkelte menneskes personlige egenskaber. Dermed bliver den professionelle kernekompetence/ydelse af en yderst personlig karakter.
Som fagperson kræver det jordforbindelse og forbindelse til sig selv – til eget værd og selvtillid. Som fagperson bliver man af arbejdsplads, kolleger, ledelse, samarbejdspartnere, kunder vurderet på ens kompetencer- på sin faglighed.
Som professionel relations-arbejder vurderes man i høj grad på kernefagligheden, nemlig ens relations-kompetence. Det gør pædagogisk og relationelt arbejde til et arbejde hvor grundlaget for ens faglighed er meget knyttet til ens person og personlighed. Det er STORE krav.
Konkurrence og suppe
”Udførelsen” af relations-kompetence kan tage karakter af relations-konkurrence. Ikke bare inden for den pædagogiske verden, men også som en skygge i forældreskabet.
Relations-konkurrence / anerkendelsessuppe er, når vi i familien (forældre) har lært os forældre-selvhjælps-terminologiens kerneudtryk som; ”Jeg ser, du gynger” og ikke roser med; ”Hvor er det flot du gynger”. Der er intet i vejen med at sige: ”Jeg ser du gynger” – det er fint og der er en absolut vigtig pointe i at se sit barn, frem for at vurdere. Det er vigtigt, fordi den fundamentale forskel på anerkendelse og ros er henholdsvis forskellen på at blive set, accepteret og anerkendt for den du er, bare fordi du er den du er – modsat ros- hvor det er i kraft at noget, du præsterer. Den læresætning har vundet indpas både i familier og institutioner. Og det bifalder jeg på alle måder.
Og så alligevel. For ser du… faktisk? ”Jeg ser, du gynger”, kan være så smækfyldt af manglende kontakt. Og så smækfyldt af tillærte korrekte fraser. Når selvhjælps-terminologien bliver en måde at positionere sig på som forælder, eller som fagperson i samværet med mennesker man arbejder med.
Det er vigtigt, at se barnet og anerkende barnet – at lægge mærke til – og virkelig lægge mærke til; ”Hvor fedt det er, at du gynger lige nu” – i det sekund. ”Jeg ser dig, min skat – du nyder det og får vind i håret! Skønt!” Intet i vejen med at sige sådan – når den voksne vel at mærke ser og mærker og er i kontakt med barnet om oplevelsen; gyngen, suset i maven, vinden i håret! Det er super!
Hvad er så problemet!
Problemet opstår, når vi som forældre – og som professionelle relations-kompetente mennesker gør det i en tillært skabelon. En tagen forældre-”rollen” på sig eller den fagprofessionelle-”rolle” på sig. Med rolle forstås her; noget vi spiller eller leger, mere end vi egentlig mærker/ er/ lever den.
Relations-kompetence handler om det, der sker imellem os mennesker – om kontakten og dermed også manglen på kontakt. Det kan ikke kageforms-udstikkes i velorganiserede og spelt-rigtige samværsøvelser og sætninger som; ”Jeg ser, du gynger”, som kan have til formål at iscenesætte den voksnes projekt og den voksnes behov for anerkendelse og for at blive set. Set som enten dygtig/kompetent/perfekt forælder eller fagperson.
Fagpersonens udfordring
Når personalegrupper skal arbejde med og udvikle på relations-kompetence handler det om, at arbejde med det, der volder besvær for én i relationen. Vi indeholder alle mulige følelser – gode, onde, grimme, skønne. Vi fremstår dagligt kluntede, inkompetente og famlende i relationer. Des mere på spil, des større usikkerhed, vrede, rådvildhed, tvivl, des mere famlende. Det kompetente består i NETOP at være i relationer, også når det ikke er så ”kompetent”.
Min pointe er – når vi udvikler og uddanner til professionel relations-kompetence – skal vi have et skarpt blik for, at det ikke bliver til relations-konkurrence, hvor det gælder om, hvem der er dygtigst. For da bliver relations-kompetence til relations-konkurrence. Og det ville være ærgerligt – for det er så vigtigt for vores måde at være sammen med hinanden på. Personligt og i faglige sammenhænge.